To skakure til klubben
Afslutningen på årets hovedkredsturnering foregik for A- til D-rækkernes vedkommende som et fællesstævne i Stakladen. Det blev en intens aften, hvor de knapt 300 spillere virkelig kom hinanden ved! Man sad tæt og der blev meget varmt i laden, men skak blev der nu alligevel spillet. Med mest spænding så vi frem til kampene i B-rækken, hvor Viby stod med rigtig gode chancer for at erobre en af de to oprykningspladser (og medfølgende præmier). Gruppens førerhold - vores 5. hold - kom tungt fra start, men da de værste konkurrenter havde en decideret offday blev der aldrig rigtig lagt alvorligt pres på, så 5. holdet vandt en fortjent gruppesejr! Og for at det ikke skal være løgn, kom Viby 4 fra baghjul (en 4. plads før sidste runde) og pressede sig ind på 2. pladsen i gruppen. I sidste parti kunne Brian Kristensen endda generøst forære et halvt point væk (ok - næsten i hvert fald). Holdet havde passeret Skødstrup med samme antal brætpoints men med flere matchpoints. TILLYKKE TIL DE TO NYE A-RÆKKEHOLD!
I A-rækkerne var det Viby 3 der havde mest at kæmpe for. Sidste runde bød på en decideret bundkamp, hvor kravet for overlevelse var 4-4. Og holdet opnåede rent faktisk de magiske 4 point, men AK! - en opstillingsfejl ændrede Jens Peders sikre sejr til et stort rundt NUL på tavlen. Og så må 3. holdet gå den tunge gang ned i B-rækken. At klubben som helhed så kan græde tørre tårer over udsigten til ikke at få fire A-rækkehold næste år, er en anden sag... Viby 2 havde en teoretisk præmiechance, men som sluttabellen viser, skulle holdet have scoret 7½ p. for at nå 2. pladsen. Og det er svært med 7 mand... Samuelsen havde desværre misforstået spillestedet, og nåede aldrig frem. I sidste ende opnåede holdet en hæderlig 5-3 sejr, og kravlede op på en slutplacering som nr. 4. Næste år!
Viby 6 havde kun æren at spille for i sidste runde mod bundholdet fra Skødstrup. Og selvom der vel ikke var megen ære ved nederlaget på 1½-3½, så betød resultatet dog lige netop at man bevarede 3. pladsen i gruppen.
2. holdet i aktion mod Skanderborg 2 (billede fra 6.HKs hjemmeside).
1. holdet lagde for allerede om søndagen, og modstanderen var ingen ringere end førerholdet fra Nørresundby. En ny afklapsning var forventelig, og med resultatet 6-2 til nordjyderne, kan man da heller ikke ligefrem sige, at vi skabte nogen sensation. Faktisk svarede resultatet rimelig godt til den forventede score. Når man som hold er rykket ned allerede før de sidste to runder, skal man jo imidlertid sætte sig nogle nye mål, og i forrige runde var det som bekendt at prøve endelig at vinde en kamp. Og det lykkedes som bekendt! Til denne runde var vores målsætning at vi ville prøve at blande os i oprykningskampen(!), da Jetsmark før sidste runde blot lå 1 point efter Nørresundby. Og minsandten om det ikke lykkedes os at lægge lidt grus på vejen for favoritterne. Jetsmark vandt deres sidste kamp 7-1 og de to hold skal nu spille omkamp om oprykningen.
Undervejs lignede det ellers som sædvanlig en kamp, hvor vi skulle score mange flere points end det i sidste ende blev til. Efter to timers spil var det i hvert fald ikke synligt, at vi behøvede at tabe den kamp overhovedet. Jespers indsats i turneringen er begyndt at skabe respekt hos modstanderne, og allerede efter 6 træk var der taget remis på bræt 1! Dermed blev Jesper faktisk topscorer, ikke alene på vores hold, men også på det stærke topbræt i 2. division i det hele taget. Det kan vist kaldes et virkeligt gennembrud for Jesper!
I kampens 4. time begyndte det imidlertid at gå skævt - og nej dette er ikke et gammel referat: På 2. brættet ofrede Kristian en officer i åbningen, og fik 3 bønder som kompensation. En interessant taktik mod en spiller med mere end 300 ratingpoints overvægt. Alligevel virkede det en kende optimistisk, og det endte da også med at Kristian måtte give sig. Steen vandt en bonde i åbningen, og det var ikke helt oplagt hvor meget kompensation modstanderen havde fået. Imidlertid krævede stillingen meget præcist spil af Steen, og en lille unøjagtighed blev starten til enden i et parti hvor modstanderen trods alt fik vist at han var den bedre spiller.
For de fleste spillere på holdet har det været en stor oplevelse at prøve kræfter med 2. division i år. Det er dog ikke sikkert at Henning Matzen vil skrive under på det! Hele 7 nuller blev det til, og partiet i sidste runde lignede på sin vis en del af de øvrige: Henning kom fint ud af åbningen - ja, stod vel nærmest i overkanten, men derfra gik det hastigt nedad bakke. Videre til næste turnering i en fart, Henning! Næste mand færdig var Lars, som spillede frisk til med lang rokade og storm mod modstanderens konge. Eneste problem var at hovedparten af hans egne brikker var spærret inde på dronningfløjen, så angrebet fes hurtigt ud, og tilbage var en positionel ruin.
Dermed stod det pludselig ½-4½, og en afklapsning truede. De sidste tre partier var dog meget åbne. Jakob stod kritisk med en bonde under, men kunne måske holde partiet, takket være en god løber. Morten havde en materielt lige stilling med tunge officerer, men modstanderen lagde et tungt pres. Og endelig havde Bjarne spillet et fremragende parti, og stod efter 40 træk med en fed fjern merbonde og løber mod springer. Bjarne lirkede og pirkede, men kunne bare ikke finde den rigtige plan, og det hele fusede så i tidnøden ud i en remis i en stilling som stadig var vundet. Ærgerligt for Bjarne. Morten måtte til sidst bukke under for modstanderens pres, og tilbage sad så Jakob i et tidnødsdrama omringet af en kødrand af mennersker. Modstanderen virkede en smule rystet, og satte først to bønder i slag og tog siden ikke imod en gave da Jakob satte sin løber i slag p.g.a. rørt brik. Og fra at være nede med et minut imod fem, endte det med at Jakob vandt på tid. Da havde han imidlertid også en vunden stilling på brættet. Men en meget dramatisk afslutning på hele turneringen, hvor Jakob pludselig bragte Jetsmark tilbage i oprykningskampen.
/Steen