3. division, 1. runde: Viby-Herning 5-3

 

Efter de mange tæv i 2. division sidste år, skal 1. holdet forsøge at genrejse sig i år. Vores gruppe ser på forhånd ret svær ud, med alle tre østjyske nedrykkere fra 2. division, kombineret med forstærkninger til SK 1968 og stærke hold fra Esbjerg der også vil tale med i toppen. Faktisk tegner der sig kun een klar favorit til nedrykning, nemlig Ølgod, som virker lige tynde nok i bredden. I toppen må SK 1968 2 være favorit, men ellers ser det meget jævnbyrdigt ud.

1. runde kunne blive en god strømpil for, hvor vi står i denne sæson. Modstanderne fra Herning var på ratingpapiret omtrent jævnbyrdige med os, og en taber af denne kamp kunne allerede begynde at skæve ned mod bunden af rækken. Gæsterne mødte op med et par afbud i bunden af holdet, men var umiddelbart ikke væsentligt svækket. Vi stillede (naturligvis!) med holdet! Med sidste sæson indregnet er det nu 8. gang i træk at vi stiller med de samme 8 spillere! Efterfølgende kunne vi se, at vores samlede forventede score var 4,14!

Fra starten så det hele også ret lige ud. Jesper snuppede hurtigt en bonde, og det kneb for modstanderen at manifestere nogen form for kompensation. Det virkede lovende. Kristian virkede også til at have fod på sagerne på bræt 4, men til gengæld fik Jakob hurtigt en af sine sædvanlige mærkelige stillinger. Også Lars stod lidt i underkanten på bræt 3, men alt i alt skulle vi kunne få 50% på de øverste fire brætter, hvilket umiddelbart ville være ok, hvis man ser på ratingtallene.

Eneste problem var så, at de nederste 4 brætter ikke ligefrem var ved at udradere deres modstandere! Morten stod fint på bræt 5 og Steen havde en marginal fordel på bræt 7. Henning var derimod ved at blive spillet helt tilbage på baglinien – endda med de hvide brikker! Og Bjarne havde heller ikke opnået noget med hvid på 8. bræt.

Da røgen var lettet efter træk 40, havde Jesper og Kristian hevet gode sejre i land, mens Jakobs slutspil med to springere mod tårn og fribønder blev så håbløst, at selv Jakob måtte indse det! Bjarnes stilling var blevet noget skummel, og han fandt vist det rigtige tidspunkt at tilbyde remis på. 2½-1½. Og da Lars pludselig fik vendt sin passive stilling til et farligt initiativ, samtidig med at Morten og Steen havde lovende stillinger, begyndte det at dufte af glimrende 5½ points. Lars gjorde hurtigt arbejdet færdigt, mens Steen tålmodigt lod løberparret gøre arbejdet færdigt mod en modstander, hvis brikker til sidst var fuldstændig handlingslammede – både konge, løber og springer var spærret inde til sidst, og så væltede korthuset. 4½-1½. Morten havnede i et tårnslutspil med en bonde ekstra, og selvom Morten dermed var i sit element, så kunne han ikke ændre på at stillingen altså VAR remis. Henning var sidste mand færdig, og selvom det endte i lidt tidnød med trusler om trækgentagelse, så kunne han ikke redde den absolut håbløse stilling.

Kampen i tal her.

Altså en godkendt 5-3 sejr i 1. runde, men man kommer nok ikke udenom, at vi skal til at score mere end 2-2 på de nederste fire brætter, hvis vi vil tale med i toppen af rækken. Allerede i runde 2 får vi lov til at spille topopgør, idet vi møder Centrum fra Esbjerg, som i 1. runde besejrede Ølgod med 6-2. Skal vi hænge på, må vi ikke tabe i Esbjerg den 16. november!

/Steen


Nyheder