Af Steen Andersen
Torsdag aften var sidste chance for at opleve koryfæet fra Moskva. Aftenens to emner var "elimination" og "profylakse". Med elimination, menes ikke elimination af modstanderen, men kunsten at sortere varianter fra i ens beregninger. Vi fik et strålende eksempel, hvor alle sorts mulige træk blev elimineret et efter et, og eneste mulighed tilbage var Kg7-h8. Ikke et træk, der ligefrem var en kandidat fra starten. Ligeledes fik vi gennemgået et interessant træningsparti, som Dvoretsky havde spillet mod en af sine tidligere elever. Dvoretsky kunne fortælle, at han på et tidspunkt blev nærmest arrig, da eleven brugte 20-30 minutter på en stilling, hvor der reelt kun var et træk. Komplikationerne opstod i det, der derefter ville følge: En afvikling hvor man kunne vælge, om man ville slå med en bonde eller en springer i centrum. En afstemning i undervisningslokalet viste en 6-4 vote for springerslaget (plus et antal blanke). Dvoretsky kunne betro os, at han ikke var den store tilhænger af demokratiet... men i sidste ende fik flertallet vist alligevel ret! Aftenen sluttede med eksempler på brugen af profylakse, evnen til at forudse og forhindre modstanderens plan(er). Vel at mærke uden at stille sig defensivt an. Dette emne er helt essentielt ifølge Dvoretsky, og under vores besøg af Jussupow tidligere på året, brugte vi da også det meste af tiden på at tale profylakse. Dvoretsky kunne tage imod sine velfortjente klapsalver, da den sidste aften var til ende. Og som han sagde, så har han ikke kunnet gøre os til stærkere spillere på et par afteners undervisning - det kræver måneders intens træning - men vi har fået værktøjerne til at komme videre ved egen hjælp. Vi takker og bukker! Billeder fra torsdag:
|