3. division, 4. runde: Viby - SK 1968 II 3-5

Tredje nederlag i træk!

Alle 1. holdets drømme om en hurtig tilbagevenden til 2. division led et knæk allerede i forrige runde. Målsætningen for resten af sæsonen er derfor at redde skindet i rækken, hvilket vil sige blive mindst nr. 6. Det har holdet nu også rigelig kvalitet til at kunne magte. Dagens modstander var dog respektindgydende nok: Topholdet fra SK 1968, som imponerede med en 7½-½ sejr over Ølgod i sidste runde. Bortset fra bræt et, var vi da også underratede over hele linien, og da Jesper tillige var halvsløj, var fordelen her også til at overse for os. Et afbud fra Kristian gavnede heller ikke vores sejs-udsigter.

Jesper var 1. mand færdig, da modstanderen accepterede et tidligt remistilbud. Dette resultat medførte spredte klapsalver fra de andre 68'ere, men måske var det i virkeligheden vores hold der burde have klappet, for Jesper stod halvskidt og virkede uoplagt, trods dopet med hovedpinetabletter inden kampens start.

Resten af holdet kom rimeligt ud af åbningen. Lars stod ganske vist dybt til tab efter min mening (bonderov og ingen udvikling), men Lars mente at det var teori - og chancerigt for sort. Jeg så ikke chancerne og det kom Lars vist heller aldrig til denne dag...   Reserven Dennis kom friskt ud over stepperne og fik masser af terræn, men mistede vist på et tidspunkt overblikket over sine fremskudte styrker, og til slut skulle han være tilfreds med remisen.  Bjarne spillede, så vidt jeg kunne se, et glimrende kontrolleret parti med de sorte brikker. Modstanderen med ca. 200 mere i rating fik aldrig skubbet stillingen ud over remisgrænsen.  Også Henning stod ganske glimrende langt ind i midtspillet. Men det er jo ikke så afgørende, når han så "vælger" at spille de sidste 15-20 træk med 5 minutter mod 15. Det skal bare gå galt - og det gjorde det også. Henning tabte på tid i en tabt stilling.

Morten fik også en glimrende stilling på 4. brættet. Desværre overså han så pludselig et løberoffer på sin kongestilling. Modstanderen fandt flere omveje til gevinsten, men det ændrede i sidste ende ikke på nullet ud for Morten.  Også Jakob kom ud i noget uføre i midtspillet. Jeg skal ikke sige hvordan det gik til, men Jakob fik et halvt point ud af en meget tvivlsom stilling, da bønderne så småt slap op i slutspillet. Dagens lyspunkt blev atter Steens parti. Åbningsvalget var vist ganske heldigt. En højpositionel anti-hollandsk opstilling. En lille fordel blev bevaret frem til et tårnslutspil med lige mange bønder, men stadig med enkelte positionelle angrebspunkter. Om sort kunne have reddet remisen var uklart. Efteranalysen bekræftede blot, at hvid havde en markant fordel. I desperation ofrede/tabte sort en bonde og derefter var det slut.

Efter dagens kamp ligger vi lige netop på den frelsende 6. plads, men skal vi ikke håbe på, at holdet sætter tingene på plads i næste runde mod allerede nedrykkede Ølgod?

Kampen i tal her.

/Steen


Nyheder