vibylogo.gif (1863 bytes)

Klubbladet

Klubbladet udkommer ca. 7 gange om året. Her på siden kan du læse udvalgte artikler

Redaktør:   Eskild Ebbesen

Smith & Williams

Af Morten Kjær Poulsen.

Fra den 12. til den 17. juli spillede jeg en juniorturnering, Smith & Williams, i England. Med mig var min træner Jesper Skjoldborg og 2 andre juniorer fra København, Frederik og Alexander Rhee.

Millfield School (spillestedet) lå i en lille by, der hed Street ca. 40 km syd for Bristol. Skolen er berømt i England som værende den dyreste, og vel også en af de bedste. Den tager udgangspunkt i sport og idræt, og der var derfor gode muligheder for at få dyrket alt det sport, man skulle have lyst til (tennis, golf, badminton, bordtennis, fodbold mm.). Der blev også afholdt en fodboldturnering, hvilken jeg glæder mig til at vende tilbage til senere.

Vi blev indkvarteret i et kollegium ca. 10 minutters gang fra spillestedet og kantinen. Dette var af indlysende grunde ret træls, men vi var heldige med vejret, så man kunne gå og nyde det gode vejr på turen...

Turneringen bestod af en overgruppe, spillere på over 2200 i rating, og en undergruppe, hovedsageligt spillere på under 2200. Ingen spillere måtte være over 23 år. Der var spillere fra mange forskellige lande bl.a. Holland, Rusland og Norge (og selvfølgelig England).

Selve skakken var for mig ikke nogen succes. Jeg sluttede på en score på 5 points af 10 kampe, så der var ikke det store at hente der. Ret middelmådig turnering for mit vedkommende.

Der opstod nogle problemer under turneringen. En gruppe unge mennesker drak sig fra sans og samling en dag, hvilket medførte at 3 blev udvist fra turneringen, og hele turneringen var ved at blive aflyst. Arrangørerne måtte i skarpe forhandlinger med skolen, før de fik lov til at fortsætte.

Vores "fritid" - mellem- og efter partierne - fik vi hovedsageligt til at gå med tennis og fodbold. En af dagene blev der afholdt en fodboldturnering for alle interesserede skakspillere. Vi stillede selvfølgelig et hold: "Danish dynamite", bestående af: Frederik Rhee, Alexander Rhee, Jesper Skjoldborg, Rasmus Skytte, Toril Hagesaether og undertegnede.

Modstanden viste sig imidlertid at være et hold af vores kaliber langt underlegen, og vi vandt sikkert med 6 sejre af 6 mulige! Næste dag blev der igen arrangeret en fodboldturnering. Denne gang tog vi det lidt mere afslappet, idet vi følte, vi havde bevist, hvad vi skulle, og vi endte da også på en søle andenplads med 5 af 6. Alt i alt en god og sjov tur.

 

Klubblad
nr. 102
Februar
2003

Udvalgte artikler:

Ældre klubblade (PDF)