Sæsonen er forbi . . . Lad mig røre ved nogle få, men positive ting, initiativer, resultater, medlemmer, og kommende storspillere, der kan indentificere Viby Skakklub.Rører jeg først ved toppen af klubben, så kan det bestemt ikke påstås, at klubbens flagskib - vort førstehold - har haft megen vind i sejlene. Faktisk blev de agterudsejlet i holdturneringens 2. division, så holdet nu må ned og vende i 3. division. Men det positive ved holdet - som formanden også gør opmærksom på i sin beretning - er, at på trods af de manglende resultater i sæsonen, så har der ikke været et eneste afbud fra nogle af spillerne. - Det betyder engagement og en holdånd, der lover godt for næste år i 3. division! Denne positive indstilling er blevet yderligere stimuleret af et rigtigt godt initiativ med besøg af en af verdens bedste skakspillere Artur Jussupow. (Ja, sådan staves navnet - har jeg set på nettet). Der tales nu i klubben om Profylakse" (jeg bryder mig nu ikke om ordet) og Kalkulation". Artur Jussupow havde første- og andetholdet til træning to aftener og det har været rigtig positivt. Et citat af formanden: Træningen med Jussupow har givet mig mere lyst til at spille skak. Normalt plejer jeg at være totalt skaktræt på dette tidspunkt, men den følelse har jeg slet ikke i år". Denne tilstand har helt sikkert også ramt de andre topspillerne. - De møder op i klubben og deltager i klublivet! Her skal også nævnes den fantastiske holdturnering de to B-rækkehold har spillet. Begge med oprykning til A-rækken. Der er også sket det positive for klubben, at vi har fået nye medlemmer. Et af disse medlemmer har gjort sig særlig positiv bemærket. Det er Bjarne Jensen, som ikke alene er en stærk mesterspiller - måske mere spiller end mester - som han selv har udtrykt det, men han har i sin relative korte tid i klubben været et stærkt aktiv, både som spiller på 2. divisionsholdet, men i særdeleshed med indlæg til dette blad. Indlæg, som har været med til at løfte indholdet betydeligt. Se vi på klubbens mulige styrke blot de næste par sæsoner frem, står der en hel hær af unge mennesker, der kun kender en vej, og det er fremad/opad: Jesper, Jakob, Kristian, Morten, Dennis, Thomas, Andreas, Thomas, Peter, Jens, Asbjørn, Max, Kristian, Michael, Torben, Allan og mange flere...og så begynder Bent Jensen minsandten også at spille skak! Red. |
|