Og som sædvanlig, kan man næsten sige, så er der igen en massiv tilslutning til turneringen. 54 af klubbens medlemmer har valgt at være med. Turneringen består herefter af 4 klasser à 10 mand og en monradgruppe à 14 spillere. Fælles for alle grupper gælder, at betænkningstiden er 1 time og 45 minutter til de første 40 træk og derefter 15 minutter til resten af partiet. Det betyder bortfald af hængepartier. Her sættes spot på de enkelte klasser efter fire runder, hvor der i placeringerne ikke er taget hensyn til manglende partier på grund af afbud. Mesterklassen I mesterklassen er der otte gengangere fra forårsturneringen. Og det er naturligt nok også klubbens otte stærkeste spillere og de spillere, der vil komme til at repræsentere Viby Skakklub i 3. division i den kommende holdturnering. Ved at respektere oprykningsretten, så er to af deltagerne i mesterklassen fra forårsturneringen blevet erstattet med nr. 1 og 2 fra forårets 1. klasse. Og efter de første fire runder er det lige præcis en af oprykkerne, Andreas D. Sørensen (1707), der meget overraskende fører mesterklassen med 2½ point. I første runde vandt han et halvt point fra Bjarne Jensen (1923). I anden runde blev det til sejr over Henning Matzen (2003). Men det bliver bedre/værre endnu. I tredje runde vandt Andreas et halvt point fra Lars G. Hougaard (2011) og kronen på værket blev sat, tror jeg godt man kan sige, da Andreas vandt et halvt point fra selveste klubmesteren, Jesper Skjoldborg (2262). Lige efter med to point for tre partier, ligger Bjarne Jensen. En sejr og to halve er det blevet til, men mod de lavest ratede spillere i klassen. Lars G. Hougaard, Jesper Skjoldborg og Steen Andersen har også alle opnået to point for deres tre spillede partier og det er uden at have mødt hinanden indbyrdes. Dennis Hellegaard og Morten K. Poulsen slutter listen med hver et point for fire spillede partier. Men resultaterne i klassen afslører stor jævnbyrdighed. Her er partiet mellem Steen og Morten fra fjerde runde. Diagramstillingen er før hvids 19. træk: Hvad trak hvid? Tryk på diagrammet for at se partiet. Lige efter turneringsstart blev 1. klasse ramt af et afbud som reducerede klassen til ni mand. Det er selvfølgelig både uheldig og irriterende, da det faktisk skaber en dominoeffekt, der har virkning ned gennem klasserne, og som fører til, at enkelte spillere fratages muligheden for at deltage i turneringen i en højere liggende klasse. Men det er forhold, som er helt uden for turneringsledernes muligheder at gøre noget ved. De må "bare" korrigere klassen til ni mand. Klassen blev på en måde reddet, kan man sige, da Carsten Holst siden har meldt sig ind i Viby Skakklub og Carsten Holst har lige netop en styrke, der placerer ham naturligt i 1. klasse. Indtil nu har Carsten spillet to partier som dog begge er tabt, men det har også været partier mod de højest ratede spillere i klassen, nemlig Brian Sørensen og Benny Lauridsen. Efter nogle års pause fra skak har Benny Lauridsen igen fået lyst til - eller bare taget sig tid til igen at deltage i klubturneringen. Det lange fravær har dog ikke haft en negativ virkning på Bennys skakstyrke, der synes at være hel intakt. Det ses bedst af Bennys resultater. Efter de første fire runder har han placeret sig på en delt førsteplads med 3½ point, og der har han uden tvivl både styrke og til hensigt at blive. I fjerde runde mødte Benny Lauridsen undertegnede og vandt. I vores analyse efter partiet var Benny overbevist om, at han med de hvide brikker stod bedst gennem hele partiet. Men Fritz, som jeg har spillet partiet igennem med, siger faktisk noget andet. Balancen tippede først til klar hvid fordel efter træk 28. hvor sort taber en officer. Både i analysen og senere med hjælp af Fritz, viser hvids træk 37 sig at være en fejl. Trækket giver nemlig sort mulighed for at komme stærkt tilbage i partiet. Det ærgrer mig selvfølgelig, at jeg ikke ser denne mulighed ved brættet, men det var i rablende tidnød, som begge spillere i øvrigt var ramt af. Så respekt! Benny vandt. For interesserede vises hele partiet her. Jens Olaf Fogh har startet efterårsturneringen helt
forrygende og med 3½ point deler han i øjeblikket førstepladsen med Benny Lauridsen.
Jens Olaf har fuldstændig respektløst banket så stærke spillere som Finn Laursen,
Brian Sørensen og Børge Hansen og delt point med Peter Grove. Det er sejre, der virkelig
har givet genlyd i klubben og som står og runger endnu. Netop Brian Sørensen og Finn
Laursen er med lige efter med hver 2 point. 2. Klasse Der mangler faktisk kun et parti i, at alle programsatte partier er spillet i 2. klasse. Henrik Schrøder har lagt sig pænt i front med tre af fire mulige point. Henrik fortsætter altså den positive udvikling han har demonstreret resultatmæssigt i sine seneste EMT turneringer. Lige efter Henrik ligger tre spillere med hver 2½ point. Per Møller har tilsyneladende problemer med at få brikkerne stillet op i stærkeste opstilling. Kun et point er det blevet til. Carsten Krauel, som deltog i forårsturneringens 1. klasse - hvor han klarede sig udmærket - slutter lige i øjeblikket 2. klasse med et halvt point. Men der er lang vej endnu, og jævnbyrdigheden er til at få øje på, så der kan sagtens blive vendt både op og ned på stillingen. Her bringes et parti mellem Per Møller og Daniel Ulrich. Partikommentarerne er af Bjarne Jensen: Havde hvid overset et spændende, måske afgørende offer? - Det var spørgsmålet efter partiet mellem Per Møller - Daniel Ulrich i første runde af efterårsturneringen. Sammen med Junior 8 - min nye makker - har jeg kigget på det: Kan hvid slå med Lxh6?? Tryk på diagrammet og se partiet.
3. Klasse Her mangler to partier i at alle i klassen har spillet fire partier. Og her kan med lidt god vilje tales om, at klassen er delt lige midt over i en top og bund. Jens Jørgensen er undtagelsen, der bekræfter dette ved at placere sig i midten med to point. Toppen består af Asbjørn Korsholm, der simpelthen har slået alt ned, der har bevæget sig på brættet foran ham. Asbjørn har spillet fire partier og har naturligvis fire point. Nu er det ikke en selvfølge at antallet af partier, er lig med point, det ved alle, men når det er Asbjørn, der er tale om, så er det lige ved at være tilfældet. Asbjørn er inde i en utrolig positiv udvikling som skakspiller. Vi, lidt ældre, ser med respekt på denne unge mand og hans resultater og har store tanker om ham, og er spændte på, hvornår han møder muren. Som Asbjørn spiller i øjeblikket ser det ikke ud til at han ramler ind i den foreløbig. Lige i hælene på Asbjørn ligger Johnny Sparvang med 3½ point. Johnny har de seneste år udviklet sig til lidt af en elevatorspiller. Det er gået både ned og op. De der kender til Johnny ved, at når helbredet tillader det, så er Johnny en trussel for alle, der stiller op til skak mod ham. Denne turnering er forhåbentligt en turnering, hvor helbredet tillader skak på det niveau Johnny tidligere har vist, at han fint kan klare sig. Kurt S. Andersen, i daglig tale kaldt KS, har tilsyneladende og måske endelig taget sig sammen. Tre point er det foreløbig blevet til, kun et nederlag til netop Johnny har KS indkasseret, så det ser lovende ud. Det bliver også spændende at følge Bent Jensen, der i år efter rigtig mange år med praktiske opgaver i klubben nu har meldt sig som spiller. Foreløbig er det blevet til et point, så helt glemt brikkernes gang har Bent altså ikke, men der er projektør på ham. I bunden er Flemming Sindberg helt holdt op med at spille skak og er noteret med et nul, men dog kun efter tre kampe. Måske er det en trøst at vide, at der resterer endnu seks runder. Og det kan godt være runder, der ændrer pointsummen til noget mere positivt og mere normalt på resultatlisten ud for Flemming Sindberg. Det kan også være en oplysning og en trøst til Jürgen Fode, der indtil nu heller ikke har vist imponerende spil. 4. Klasse Her er der to spillere, der skiller sig klart ud. Hans Rode har vundet alt, han har stillet op til og har sikret sig alle fire point. Helt modsat har Vagn Jensen tabt alt han har stillet op til, og naturligvis med det modsatte resultat, nul point. Så her er klassens top og bund markeret klart og tydeligt. Midt imellem disse to spillere er der stor jævnbyrdighed. Men også her gælder, at der er fem runder tilbage og det er der sikkert nogle, der er glade for og det skal ikke undre om der ikke også her er spillere, der gerne så turneringen afsluttet hurtigst muligt. Men fjerde klasse er klassen, hvor gamle kæmper støder ind i helt nye og lovende spillere, der jo naturligt skal starte deres skakudvikling et sted. Og indtil flere af disse unge spillere klarer sig ganske godt. Allan Madsen har placeret sig på andenpladsen med 3 point og lige efter ligger både Torben Høedholdt og Michael Madsen med 2½ point og så har en af klubbens gamle" kæmper minsandten også klemt sig ind med 2½ point, nemlig Svend Aage Jensen. Og det er jo hvad det drejer sig om, nemlig det at kunne konkurrere med hinanden uden skelen til alder. Der findes ingen generationskløft" i skak. Her bringes et parti fra 3. runde i klassen mellem Bente Kristensen og Vagn Jensen kommenteret af Bjarne Jensen. Hvad skal hvid spille her? Bente vælger 17.Th3, hvilket da også er et rigtig godt træk, men der er faktisk et bedre . Klik på diagrammet for at se hele partiet. |
|