Henning Samuelsen Forhenværende typograf Henning Samuelsen er død, knap 80 år.Sådan blev mindeordet for Henning Samuelsen indledt i Århus Stiftstidende lørdag den 24. januar 2004 og fortsætter med Henning Samuelsens indsats på avisen. Han blev tillidsmand og fællestillidsmand i 1959. Disse tillidshverv varetog Henning Samuelsen på dygtig vis frem til 1974. Det nævnes, at Henning Samuelsen privat nærede stor lidenskab for skak og spillets svære finesser. Det er sikkert herfra Henning Samuelsen tilegnede sig de egenskaber, der betød at han i sine tillidshverv på avisen udviste et roligt, myndigt og strategisk overblik.
Henning Samuelsen blev medlem af Viby Skakklub den 1. januar 1957 og ved klubbens generalforsamling den 30. april 1959 blev Henning Samuelsen valgt til bestyrelsen. Det blev starten på 33 år som medlem af Viby Skakklubs bestyrelse. Den 21. maj 1969 blev Henning Samuelsen valgt til klubbens formand. En post han bestred indtil han selv valgte formandsposten fra 2. juni 1987. Den 9. juni 1992 valgte Henning Samuelsen at træde helt ud af bestyrelsen. Det blev 33 år med fremgang for Viby Skakklub takket være Henning Samuelsens initiativer og store indsats. Den 1. december 1975 kom det første klubblad, som Henning Samuelsen var medinitiativtager til, og som han selv påtog sig redaktørarbejdet af, fra blad nr. 5. Det blev til ikke mindre end 34 klubblade med Henning Samuelsen som redaktør ved siden af formandsposten. I 1974 tog Henning Samuelsen initiativ til den første Festugeturnering. En turnering Viby Skakklub stod som enearrangør af i 25 år, indtil 1999. Ved siden af både formands-, redaktør-, arrangør- og bestyrelsesarbejdet havde Henning Samuelsen kræfter og skakstyrke nok til at vinde klubmesterskabet hele 18 gange. Det første mesterskab kom i 1957 og det sidste i 1986. En fremragende præstation. Viby Skakklub har meget at være Henning Samuelsen taknemmelig for og sender her en sidste hilsen. Æret være dit minde - Henning Samuelsen! Red. |
|