vibylogo.gif (1863 bytes)

Klubbladet

Klubbladet udkommer ca. 7 gange om året. Her på siden kan du læse udvalgte artikler.

Redaktør:   Eskild Ebbesen

FORÅRSTURNERINGEN 2003

Forårsturneringen er i fuld gang. Igen er der rigtig mange af klubbens medlemmer som har valgt at være med. Hele 52 spillere har tilmeldt sig Forårsturneringen. Det er blevet til seks klasser. Mesterklassen og 1. klasse spilles som 10-mandsgrupper. De resterende fire klasser som 8-mandsgrupper. Her bringes de øjeblikkelige placeringer, hvor der ikke er taget højde for udsatte partier.

Placeringerne er efter fire spillerunder.

Mesterklassen

1. Jesper Skjoldborg 3 point
2. Kristian K. Jensen 2½ -
3. Morten K. Poulsen 2 -
4. Steen Andersen 2 -
5. Henning Matzen 2 -
6. Jakob K. Jensen 1½ -
7. Lars G. Hougaard 1½ -
8. Thomas Buus 1 -
9. Bjarne Jensen 1 -
10. Børge Hansen ½ -

Jesper Skjoldborg fører gruppen. Hvornår har Jesper iøvrigt sidst tabt en kamp. Det ser ud til, at han er helt uovervindelig, som han spiller i øjeblikket. Henning Matzen er at finde på fjerdepladsen og det er dejligt at se, navnlig efter den helt forfærdelige holdturnering. Thomas Buus har et point i kun tre partier, og hvilket point. Det er hentet hos ingen ringere end Morten K. Poulsen. Børge Hansen vil tilsyneladende igen ned og vinde efterårsturneringen i 1. klasse. Men der er stillingskrig. Alle har opnået point, så Jesper kan endnu ikke føle sig helt sikker på 1. pladsen.

1. Klasse

1. Dennis Hellegaard 2½ point
2. Brian C. Nielsen 2½ -
3. Andreas D. Sørensen 2½ -
4. Brian S. Sørensen 2½ -
5. Svend Enevoldsen 1½ -
6. Daniel Ulrich 1 -
7. Eskild Ebbesen 1 -
8. Carsten Krauel ½ -
9. Henning Samuelsen 0 -
10. Berno Hansen - udgået

I 1. klasse er der virkelig trængsel i toppen. Ikke mindre end fire spillere har klumpet sig sammen her. Blandt de fem øverst placerede deltog de fire i efterårets mesterklasse og det ser ud som om de alle har tænkt sig at vende tilbage. Men pas på, man skal være placeret et- eller to‘er for at få direkte adgang og her kan Andreas sagtens gå hen og overraske. Andreas har spillet uhyre sikkert i 1. klasse i efterårsturneringen og placeringen her tyder på at det agter han at fortsætte med. De nederst placerede fire spillere får rigtigt svært ved at følge med i denne super 1. klasse. Daniel og Carsten som oprykkere og Samuelsen og jeg selv som alderspræsidenter.

2. Klasse

1. Finn Laursen 3½ point
2. Kurt F. Aalbæk 2½ -
3. Peter Grove 2 -
4. Per Møller 1½ -
5. Bent Overgaard 1½ -
6. Jürgen Fode 1 -
7. Poul Erik Andersen 1 -
8. Jens Peder Pedersen 0 -

Her har Finn Laursen gjort rent bord, næsten. Det var også ventet. 3½ point af fire mulige er måske lige et halvt point under forventet, men ingen tvivl om, at Finn er klassens favorit. Kurt F. Aalbæk er ny i klubben, men det forhindrer ham åbenbart ikke i at føre sig frem. Kun nederlag til gruppens storfavorit og så ellers pointhøst i de øvrige spillede partier. Peter Grove er en ung mand på vej frem. Det er første gang Peter spiller turneringen i 2. klasse, alligevel er Peter et godt bud på en oprykker til 1. klasse. Indtil nu er det blevet til 2 point i tre partier. Jens Peder Pedersen er holdt op med at spille om point, nu gælder det tilsyneladende kun om at spille gode partier, hvor noget så nedværdigende, som hvem der vinder er for simpelt.

3. Klasse

1. Jens Oluf Fogh 4 point
2. Ove Kehlet 3 -
3. Max Jansen-Lange 2 -
4. Brian Kristensen 2 -
5. Johnny Sparvang 1½ -
6. Rudolph Werk 1 -
7. Cathrin Lange ½ -
8. Jens Jørgensen 0 -

Jens Oluf Fogh vandrer tilsyneladende uhindret gennem 3. klasse. Indtil nu har han maksimum point og skal nok holde stilen. Som Jens spiller vil det ikke undre spor at finde ham i mesterklassen om ganske få år. Det er ikke et spørgsmål om hvis, men om hvornår han spiller i klubbens mesterklasse. Ove Kehlet følger godt med og har tre point uden tabspartier, så også Ove er oprykningskandidat til 2. klasse. Brian Kristensen er også et godt bud på en oprykker. Han har spillet to partier og vundet dem begge. Og det kan jo ikke gøres bedre. Jens Jørgensen derimod har tilsyneladende hvilet så meget på det fine resultat han opnåede i Århusmesterskabet, at det endnu ikke er gået op for ham, at det også i klubturneringen gælder om at vinde partier, men Jens Jørgensen har fire muligheder endnu.

4. Klasse

1. Kurt S. Andersen 3 point
2. Asbjørn Korsholm 3 -
3. Vagn Jensen 2½ -
4. Hans Rohde 1½ -
5. Torben Høedholdt 1½ -
6. Michael Madsen 1½ -
7. Bjarne Gerdstrøm 1 -
8. Torben Fogh 1 -

KS oplever tilsyneladende sin anden eller tredje ungdom. Det kører ihvertfald for den gode KS. Asbjørn Korsholm må dog siges at være klassens favorit. Tre partier og tre point, så her har vi bestemt også at gøre med en ung mand, der, hvis han holder ved, er at finde blandt klubbens topspillere om få år. Det er dog fortsat en åben klasse, da alle har opnået point.

5. Klasse

1. Kim Mølgaard 3 point
2. Allan Madsen 2 -
3. Bente Kristensen 1½ -
4. Svend Aage Jensen 1½ -
5. Erna Steffensen 1½ -
6. Bent Smedegaard 1½ -
7. Steffen Kullberg 1 -
8. Niels Bavngaard 0 -

Stor jævnbyrdighed i denne klasse. Eneste undtagelse er dog Kim Mølgaard, der skiller sig klart ud. Tre point er det blevet til i lige så mange spillede partier. På tredjepladsen har Bente Kristensen placeret sig, men må finde sig i, at de øvrige med samme pointsum alle har spillet en kamp mindre. Niels Bavngaard spiller vist nok ikke om point.

Red.

 

Klubblad
nr. 103
April
2003

Udvalgte artikler:

Blad nr. 102

Ældre klubblade (PDF)